Kålsalat med rød kinakål, appelsin & edamamebønner

En lækker kålsalat med rød kinakål, appelsiner & edamamebønner, som tilsammen giver flotte farver og en masse forskellige smagsnuancer. Perfekt til hverdagen eller til festlige lejligheder.

Den røde kinakål giver en meget mild smag af kål uden at være bitter, og derfor også rigtig god til børn. Appelsinerne og vindruerne giver lidt surt og sødme. Edamamebønnerne giver lidt nøddeagtig smag og dressingen tilfører blandt andet lidt salt til retten. De forskellige smage giver tilsammen en meget velsmagende og spændende kålsalat, med få ingredienser.

Kålsalat med rød kinakål, appelsin & edamamebønner

Kålsalat med rød kinakål, appelsin & edamamebønner

Personer: 4

Tid: 15 minutter

.

Ingredienser:

1 stk. rød kinakål

250 gram grønne vindruer

200 gram frosne edamamebønner/sojabønner

2 stk. appelsiner

Dressing:

2 spsk. mørk balsamicoeddike

4 spsk. olie

Salt og peber

.

Sådan gør du:

Sæt cirka 1 liter vand over til kogning. Når vandet har kogt så hæld det over edamamebønnerne i en skål. Lad bønnerne tø op i cirka 2,5 minut, hvorefter vandet hældes fra. Lad edamamebønnerne stå og dryppe af.

Fjern de yderste blade af den røde kinakål og skyl kålen, som derefter duppes tør. Del kinakålen på langs og snit den meget fint. Undgå stokken.

Skyl vindruerne og del dem i to. Kom dem op i en stor skål sammen med kinakålen.

Skræl appelsinerne og skær dem ud i mundrette størrelser. Tilføj dem til skålen sammen med edamamebønnerne.

Hæld dressingen over og bland det hele godt sammen. Smag til med salt og peber. Velbekomme.

.

P.S

Gem nogle edamamebønner, vindrue- og appelsinstykker til sidst, som du kan pynte kålsalaten med. Det giver et lille pift til øjet når den serveres.

Som et alternativ til den røde kinakål, kan du også bruge den røde spidskål eller en blanding af begge. Den røde spidskål er en lidt “grovere” kål, som er mere fast i sine blade end kinakålen.