Fra jord til bord med kål

Fra jord til bord med kål fra Svinningegård. En illustration.

En illustration af, hvordan vi starter med at plante småplanter på friland, til kålen håndhøstes og den kan tilberedes og spises hjemme hos dig. Fra jord til bord.

  1. Småplanter plantes ud på marken

Kål på Svinningegård bliver dyrket på frilandsjord.

Vi starter med at sætte planterne i jorden cirka medio marts og planter her lige frem til primo august med manuelle plantemaskiner.

Et kål er cirka 2 til 3 måneder om at blive til et kålhoved, som er klar til at spise.

Plantemængden forsøger vi løbende at tilpasse bedst muligt med den efterspørgsel, der er på de forskellige kål i Danmark.

For at have en lang sæson med danske kål, både over efteråret og noget af vinteren, bekæmper vi svampeangreb, med svampemidler som kålen behandles med om efteråret.

Vi laver ligeledes løbende forsøg med nye kål og sorter, for både at øge smagsoplevelsen og forbedre kvaliteten og dyrkningen af kål.

Det er en udfordring at undgå udsving i produktionen, da dyrkningen af kål er meget afhængig af vejrforholdene. Vejrets udsving kan give produktionsmæssige udfordringer, som kan præge mængden af udbuddet. Derfor kan der i sjældne tilfælde opstå perioder, med mangel på kål, hvis efterspørgslen stiger mere end udbuddet og omvendt kan der også forekomme overproduktion i visse perioder.

  1. Småplanterne dækkes med fiberdug i koldt forår, og senere med insektnet.

Dyrkning af kål på friland, er meget afhængig af vejrforholdene. Vejrets udsving giver produktionsmæssige udfordringer, som kræver konstant tilpasning.

I foråret kan det være nødvendigt at dække kålen med fiberdug (en slags ”dyne” til planterne) i koldere perioder.

For at holde flyvende skadedyr væk fra kålene, bruger vi på Svinningegård insektnet til at dække med.

  1. Planterne bliver løbende vandet, renset for ukrudt, tildelt næringsmidler.

Når det er varmt og tørt skal der vandes med oppumpet grundvand af drikkevandskvalitet.

For at holde kålen ren for ukrudt, bruger vi radrenser og lugerobot, der kan fjerne det meste ukrudt i selve kålrækkerne.

Dette betyder, at der undgås sprøjtning mod ukrudt og det mere hårde manuelle arbejde med hakkejern reduceres kraftigt.

De mange forskellige dyrkningstiltag på Svinningegård sikrer kålene optimale vækstbetingelser.

  1. Kålen håndhøstes, sorteres og pakkes

På Svinningegård håndhøstes og færdigpakkes kålen i marken på nogle store høstvogne.

Vi gør os umage med at pakke en ensartet kvalitet og størrelse i hver kasse.

  1. Kålen bliver kørt på kølelager

Det er vigtigt at fastholde en ubrudt kølekæde efter kålen er blevet høstet. Derfor køres kålen direkte på kølelager fra marken, hvor de køles hurtigt og effektivt.

En effektiv og hurtig distribution af kålene er ligeledes vigtig for at garantere friske kål til vores kunder.

  1. Transporteret på køl til butikker, grossister og gårdbutikker.

Effektive vognmænd sørger for at bringe kålen ud til alle vores kunder i kølelastbiler.

Kål i butikkerne bør opbevares på køl for at bevare friskheden, ellers kan kålen ved for varme temperature blive ”slatten” og holdbarheden kan reduceres.

  1. Kålen kan serveres hjemme hos dig. Fra jord til bord.

Kål kan tilberedes på mange måde, rå, kogt, stegt og bagt. Bliv inspireret af opskrifter her: nem mad med kål

Du kan også følge vores facebookside: Nem mad med kål – Svinningegård, Hvor der løbende kommer NEMME opskrifter op, med inspiration til hvordan du nemt kan få mere kål og andre grøntsager i dine måltider. 

Kålen bør opbevares på køl, da de holder sig bedre friske og der opnås en længere holdbarhed.

.

Fra jord til bord, med kål fra Svinningegård ♥